Dansk Register for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom – DrKOL – blev etableret i 2008 og inkluderer alle patienter med KOL over 30 år. DrKOL omfatter årligt ca. 18.000 patienter i ambulant hospitalsforløb og ca. 14.000 indlæggelser på grund af akut forværring i deres sygdom. Efter en længere pause inkluderer DrKOL fra 2020 igen patienter med KOL behandlet i almen praksis, og der arbejdes på at få relevante data fra lungemedicinsk speciallægepraksis med.
Formålet med DrKOL er at monitorere og forbedre kvaliteten af behandling til patienter med KOL i både primær- og sekundærsektor. Dette skal sikre, at evidensbaserede behandlingstilbud, som omtales i de kliniske retningslinjer for KOL, tilbydes til alle relevante patienter.
Databasen har endvidere til formål at monitorere og forbedre kvaliteten af den KOL-rehabilitering der ydes på hospitalerne og i kommunerne.
Kronisk Obstruktiv Lungesygdom er en af de store folkesygdomme. Det skønnes at omkring 300-400.000 danskere har KOL, og den nyeste viden peger på, at ca. 270.000 har klinisk betydende sygdom, hvoraf ca. 30-40.000 har svær eller meget svær KOL. En omfattende forskning indenfor KOL har vist, at rygning og motion/rehabilitering er hjørnestenene i behandlingen, men en lang række andre behandlinger har også positiv effekt på forløbet. Der er således i dag dokumentation for, at den korrekte behandling påvirker både selve sygdommens forløb og patientens funktionsniveau og livskvalitet.