Dansk Register for Astma – DrAstma blev etableret i 2016 og inkluderer alle patienter over 6 år med astma, som har været i kontakt med en sygehus afdeling. Årligt inkluderes ca. 19.000 prævalente patienter og ca. 10.000 incidente patienter. Der arbejdes på at inkludere patienter med Astma behandlet i praksissektoren, hvor hovedparten af børn, unge og voksne med astma bliver fulgt og behandlet.
Astma er den hyppigste kroniske sygdom hos børn og unge voksne i den vestlige verden. I Danmark har ca. 300.000 astma, heraf 150.000 børn.
Astma kan debutere i barnealderen eller efter 20 årsalderen, hvoraf nogle debuterer efter 40 års alderen. Nogle med astma har mange symptomer og relativ lidt inflammation. Andre har meget inflammation og færre symptomer. Desuden har nogle astmatikere samtidig allergi, der kan vanskeliggøre behandlingen af astma.
Mange klager over respiratoriske symptomer, så som hoste, åndenød, pibende vejrtrækning eller trykken for brystet. Selvom disse symptomer er klassiske for astma, er det ikke alle med disse lungesymptomer, der har astma. En astmadiagnose kræver, at man med objektive tests påviser reversible/hyperreaktive luftveje, før man starter fast medicinsk behandling. Dette kan foregå med en reversibilitetstest med beta2-agonist (FEV1 stigning 200 ml og 12%). I nogle tilfælde er lungefunktionen dog inden for normalområdet, og her påvises bronkial hyperreaktivitet med bl.a. metakolin eller mannitol test.
Patienter med ustabil svær astma kan behandles med biologiske lægemidler på udvalgte børne – og lungemedicinske afdelinger.
Læs mere om databasen: DrAstma
Generel viden om kliniske kvalitetsdatabaser